Provstiserkretærerenes Årsmøde 2026

(B.S.Ingemann/C.E.F. Weyse)

I østen stiger solen op:

Den spreder guld på sky,

går over hav og bjergetop,

går over land og by.

Den kommer fra den favre kyst,

hvor Paradiset lå;

den bringer lys og liv og lyst

til store og til små.

Den hilser os endnu så smukt

fra Edens morgenrød,

hvor træet stod med evig frugt,

hvor livets væld udflød.

Den hilser os fra lysets hjem,

hvor størst Guds lys oprandt

med stjernen over Betlehem,

som østens vise fandt.

Og med Guds sol udgår fra øst

en himmelsk glans på jord,

et glimt fra Paradisets kyst,

hvor livets abild gror.

Og alle stjerner neje sig,

hvor østens sol går frem:

den synes dem hin stjerne lig,

der stod ved Betlehem.

Du soles sol fra Betlehem!

Hav tak og lov og pris

for hvert et glimt fra lysets hjem

og fra dit Paradis!

(Jacob Knudsen/Oluf Ring)

Se, nu stiger solen af havets skød,

luft og bølge blusser i brand, i glød;

hvilken salig jubel, skønt alt er tyst,

medens lyset lander på verdens kyst!

Jeg vil ånde luften i fulde drag,

synge Gud en sang for den lyse dag,

takke ham, at morgnen mig end er sød,

at mig dagen fryder, trods synd og død.

Takke ham, som gav mig, når sol står op,

selv at føle morgen i sjæl og krop,

at al mørkhed svinder og sjælevé,

blot jeg trygt vil sige: din vilje ske!

O, at jeg tør favne dig, skære dag,

kalde dig med navne, min sjæls behag,

alle gode navne, som bedst jeg ved:

Moder, søster, elskte: min kærlighed!

Lysvæld bag ved lysvæld i himlen ind,

did, hvorfra den kommer nu, morgnens vind,

ret som om det ånded af lyset ud -

o du milde Fader, min skaber, Gud!

Lad mig nu kun drage ad natmørkt hav,

lad mig ikkun stævne imod min grav:

Livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn,

ud hans hånd mig river af dødens garn.

Se, da stiger solen af hav på ny,

alle dødens skygger for evig fly;

o for sejersjubel, for salig lyst:

Lyset stander stille på livets kyst!

(Niels Brunse/Carsten J. Mørch)

Godmorgen, lille land!

Et land med sol, et land med dis,

Med kyst af sten og sand,

Som havets bølger slikker,

Med bakker skabt af is,

Koldt eller venligt skiftevis.

Godmorgen, ø ved ø!

Nu ser vi Danmarks buetegn

Med blink af hav og sø,

De slanke, lyse broer.

I sol, i blæst, i regn

Bærer de os fra egn til egn.

Godmorgen, hver og en,

Som sidder ved et morgenbord

Fra Skagens hvide gren

Til Gedsers lange odde,

På vores prik mod nord

Her på den kuglerunde jord.

Godmorgen, stå nu op!

Stå ud af drøm og tankespind

Og stræk din tunge krop,

For ingen er alene;

Når verden lukkes ind,

Bygger vi bro fra sind til sind.

(Lars Busk Sørensen/Klaus Brinch)

Uberørt af byens travlhed og trafikkens tunge brus,
som en helle midt i larmen står det underligste hus.
Stilhed, der er livets egen, overdøver dagens krav,
her hvor Helligånden holder åbent hus for høj og lav.

Her har dagen evighed,
her har kærlighed sit sted,
hvor Guds Søn er sammen med os under Helligåndens fred,
og da føler vi en stund,
at vi står på hellig grund,
og at livets mening lyder fra vor skabers egen mund.

Støjniveauet stiger om os, alle jager efter vind,
så Guds Helligånd må hviske for at nå et splittet sind;
men da hænder søndag morgen det forunderlige, at
Kristus hilser os i døren: "Dine synder er forladt!"

Her har dagen evighed, …

Slægters fodtrin lyder mod os op igennem glemte år,
danse-lette eller tunge, som de følte deres kår,
når de andagtsfulde kom med deres små til livets Gud,
når de knugede af sorgen bar de kære døde ud.

Her har dagen evighed, …

Stilhed, der er livets egen, falder på os ord for ord,
vi knæler ung og gammel med Guds Søn omkring hans bord.
Selviskhed er næsten komisk, her hvor sidste mand er først,
og et fattigt barn, der leger for Guds ansigt, kaldes størst.

Her har dagen evighed, …

(Erik Lindebjerg/Hans Holm)

Der er så meget, der kan trykke

Gøre dagen trist og grå

Se de folk der uden lykke

Bare går og går i stå

Lad dem lege i livstræets krone

Lad dem føle, at livet er stort

Lad dem skue de blå horisonter

Og himmelhvælvingens port.

Der er så meget uden varme

Uden ånd og uden liv

Folk bliver fattige or arme

Tænker kun på tidsfordriv.

Lad dem lege i …

Der er så mange uden venner

Uden kærlighed og kys

Folk som ingen andre kender

Hvor mon de skal finde lys?

Lad dem lege i …

Der er så hård en kamp om magten

Alle kæmper for sig selv

Er der ingen der har sagt dem

At de slår sig selv ihjel?

Lad dem lege i …

Der er så mange, der er slaver

Af sit job og af sin tid.

Hvorfor bruges vores gaver

Uden tanke, uden vid?

Lad dem lege i …

(Halfdan Rasmussen/Robert Normann)

Livet er en morgengave, sjælen er et pilgrimskor.            

Der står krokus i min have, der står øller på mit bord.      

Under himlen hænger lærken som et fjernt bevinget frø, 

for en lærke tænker hverken på at kæmpe eller dø.    

Her er fredeligt og stille, her er ingen larm og støj.

Jeg har sået kruspersille, og et brev med pure løg.

Lad alverden slå for panden og bekæmpe spe med spot,

jeg vil enes med hinanden og mig selv og ha det godt.

Samson gik og styrted’ templer, Peter Freuchen knak sit ben.

Ak mod disse to eksempler er min dåd en sølle én.

Jeg har aldrig dræbt filistre eller kæmpet med en haj,

og når stærke mænd blir bistre, syn’s jeg det er synd for mig.

Der er nok som går og sysler med at sprænge kloden væk.

Jeg vil ikke ha skærmydsler og kanoner bag min hæk.

Mens de andre går og sveder for at gi hinanden lak,

vil jeg pusle med rødbeder, selleri og pastinak.

Jeg vil ikke slås med bisser, jeg vil så og ikke slå.

Selv de rødeste radiser kan man roligt lide på.

Der er nok af danske helte som er danske hele dag’n,

og går rundt og spænder bælte, mens de råber; Fy for Fan.

Tiden går og tiden hverver store mænd til mandig dåd.

Jeg reserven blandt reserver bryder ofte ud i gråd.

Jeg får nerver og migræne blot jeg skær’ mig på en dolk,

og vil hell’re slå min plæne, end slå løs på pæne folk.

Livet er en dejlig gave, jorden er en herlig jord.

der er øller i min mave, der står krokus på mit bord.

Når reserverne skal stille for at splitte kloden ad

skriver jeg med kruspersille verdens mindste heltekvad.

(Kirsten D. Jørgensen og Finn Jørgensen/Finn Jørgensen)

Æbler lyser rødt på træernes grene,

Høsten går ind

Går igennem skoven ganske alene,

Stille i sind

Gyldne farver og sensommer brise

Fylder hjertet med vemodig musik

Går, og nynner en sensommer vise

Fjernt fra byens larmende trafik

Sommerbrisen danner krusning på søen,

Mystisk og sort

Stæreflokke svæver højt over øen,

Snart tager de bort

Gyldne farver og ….

Duft af brænderøg blandt brunlige bregner,

Blåsorte bær

Stille summen mellem blade, som blegner,

Aftenen er nær

Gyldne farver og …

Modne rønnebær bag dybgrønne grene

Rødt titter frem

Går igennem skoven ganske alene,

Nu må jeg hjem

Gyldne farver og …

(C.R. Sundell, K.L. Aastrup/Knud Jeppesen)

Du gav mig, o Herre, en lod af din jord,

som jeg nu min egen må kalde.

Du gav mig et dagværk og brød til mit bord.

Her lever jeg trygt på dit mægtige ord,

der taler til mig som til alle.

Her bygtes mit bo,

her nyder jeg ro

og kan dig med glæde påkalde.

Af henfarne slægter jeg arved den vang,

hvis muld jeg for udsæd nu pløjer.

Her rydded de marken for stene engang

og dyrked den siden med suk eller sang.

Nu, Herre, for dig jeg mig bøjer:

den mark, som blev min,

var altid dog din.

Min tanke til dig jeg ophøjer.

Så lær mig at leve, o Gud, som jeg kan,

frimodigt som fuglen i skove,

og takke for regnen, som vander mit land,

for solskin og varme i sommerens brand,

for avl i min lade dig love.

Hvad magted jeg vel,

om du ej gav held?

Det vokser jo, medens vi sove.

Så lær mig da, Herre, at dig til behag

jeg bruger det pund, mig blev givet,

at fylde med hæderligt virke min dag,

at hjælpe og værne om den, som er svag,

at elske, thi deri er livet.

Og giv mig til sidst

et navn, Herre Krist,

som er i din livsbog indskrevet!

(N.F.S. Grundtvig/Johan H. Nebelung)

Nu falmer skoven trindt om land,

og fuglestemmen daler;

alt flygted storken over strand,

ham følger viltre svaler.

Hvor marken bølged nys som guld

med aks og vipper bolde,

der ser man nu kun sorten muld

og stubbene de golde.

Men i vor lade, på vor lo,

der har vi nu Guds gaver,

der virksomhed og velstand gro

i tøndemål af traver.

Og han, som vokse lod på jord

de gyldne aks og vipper,

han bliver hos os med sit ord,

det ord, som aldrig glipper.

Ham takker alle vi med sang

for alt, hvad han har givet,

for hvad han vokse lod i vang,

for ordet og for livet.

Da over os det hele år

sin fred han lyser gerne,

og efter vinter kommer vår

med sommer, korn og kerne.

Og når engang på Herrens bud

vort timeglas udrinder,

en evig sommer hos vor Gud

i Paradis vi finder.

Da høste vi, som fugle nu,

der ikke så og pløje;

da komme aldrig mer i hu

vi jordens strid og møje.

For høsten her og høsten hist

vor Gud ske lov og ære,

som ved vor Herre Jesus Krist

vor Fader ville være!

Hans Ånd, som alting kan og ved,

i disse korte dage

med tro og håb og kærlighed

til Himlen os ledsage!

(Mads Hansen/J.A.P. Schulz)

Jeg véd, hvor der findes en have så skøn,

hvor søen er blå, og hvor skoven er grøn,

hvor fuglene bygge i løvhækkens ly

og flyve hver morgen med sang over sky.

Og midt i den friske og gyngende sø,

dér dukker af dybet den dejligste ø;

og søen af prægtige skibe er fuld

og øen af frugt og af blomster og - guld.

Dér risler en kilde, dér rinder en å,

og højene ere så runde og små,

og engen er blød, så det ret er en lyst

at tumle sig dér og få lettet sit bryst.

Dér danser småpiger med blomster i hat,

en rød og en hvid har på brystet de sat,

og drengene leger med harpe og sværd

og synger så glade om dannemænds færd.

Jeg tror det for vist, at der ej er en plet

på jorden, hvor alt er så blødt og så net,

som haven, hvor øen i søen er lagt;

kom, så skal jeg vise dig hele dens pragt!

Se ud over dal, over mark, over sund,

så ser du en have med løvsal i lund,

med blomster i enge og sølvspejl i vand,

og haven er Danmark, vort fædreneland.

(Jens Rosendal/Per Warming)

Du kom med alt det, der var dig,

og sprængte hver en spærret vej,

og hvilket forår blev det!

Det år, da alt blev stærkt og klart

og vildt og fyldt med tøbrudsfart

og alting råbte: lev det!

Jeg stormed ud og købte øl,

ja, vint'rens gamle, stive føl

for ud på grønne enge.

Og du blev varm og lys og fuld,

og håret var det pure guld

som solen - skjult for længe.

Og blomster åbned sig og så,

at nu blev himlen stor og blå

og stunden født til glæde.

Din næve var så varm og god,

og du var smuk og fuld af mod,

så smuk, jeg måtte græde.

Vorherre selv bød ind til fest.

Der sad vi hver benovet gæst

i kærlighedens sale

med øjne, undrende og blå,

vi bare så og så og så

og slugte livets tale:

At livet det er livet værd

på trods af tvivl og stort besvær

på trods af det, der smerter,

og kærligheden er og bli'r,

og hvad end hele verden si'r,

så har den vore hjerter.

(Holger Lissner/Hans Holm)

Nu går solen sin vej

For at skinne på andre,

For alle på jorden har brug for dens lys,

Og de håber og venter

På dagen, du skaber,

For kun i din sol, Gud, kan livet fornys.

Nu går landet til hvile,

Og travlheden dæmpes,

Og hjemmene fyldes af aftnens musik.

Vær med den, kære Gud,

Der må sidde alene,

Og den, der nu slider sig træt på fabrik!

Nu er timen til stilhed,

Til bøn og til tanker,

Til ord, som har vægt, og som kræver et svar.

Kom og rør ved os, Kristus,

Så vi bliver åbne

For glæden og livet og freden, du har.

Nu er timen, hvor du

Dømmer alt det, vi gjorde,

Som vendte os bort fra vor næste og dig.

Nu er timen, hvor du

Sletter alt det, der skiller,

Hvor du siger: Kom, og vær hjemme hos mig!

Nu går solen sin vej,

Men vi er ikke ene,

For du, Herre, lever og vender vor frygt,

Så når du er i mørket,

Er det ikke mørke,

Når du er iblandt os, da sover vi trygt

(Johannes Johansen/Erik Sommer)

Du, som har tændt millioner af stjerner,

tænd i vort mørke en tindrende tro.

Du er vort lys, og du vogter og værner

os, så vi sover i tryghed og ro.

Tak for den lysende dag, der er gået,

gaven til os, dine hænder har rakt.

Tilgiv os det, som vi ikke fik nået,

tilgiv alt ondt, vi fik gjort eller sagt!

Tak for hver glæde, der fyldte vort hjerte,

hver gang du gjorde vort liv til en fest.

Hjælp os at bære hver byrde, hver smerte,

du ved alene, hvad tjener os bedst.

Tak for de mennesker, som blev vor støtte,

når vi fandt vejen besværlig at gå.

Hjælp os i morgen at hjælpe forknytte,

mød du os selv i de svage og små!

Du, som har tændt millioner af stjerner,

mørket i verden vil du byde trods.

Du er vor Far, den, der vogter og værner,

lys i det mørke, som kommer fra os.

(Fritz Andersen/trad.)

I skovens dybe, stille ro,

hvor sangerhære bo,

hvor sjælen lytted mangen gang

til fuglens glade sang,

der er idyllisk stille fred

i skovens ensomhed,

og hjertets længsler tie her,

hvor fred og hvile er.

Hør landsbyklokken lyder ned,

bebuder aftenfred,

småfuglen, før den går til blund,

end kvidrer lidt en stund.

I mosen kvækker højt en frø,

stærkt damper mark og sø,

nu klokken tier, - aftnens fred

sig stille sænker ned.